Beboerhuset er blevet bedt om at videresende nedenstående brev fra mobilitetsafdelingen. Det gør vi hermed gerne:
Nu vendes ensretningen i Hjarnøgade
Som I har oplevet, har Teknik og Miljø ensrettet Thunøgade, på strækningen mellem Lollandsgade og Ny Munkegade. Dette er blandt andet blevet gjort for at skabe fredeligere forhold foran Elise Schmidts Skole.
Ensretningen af Thunøgade har desværre haft nogle utilsigtede konsekvenser for Samsøgades Skole og for trafikken i Ny Munkegade. Her opleves uhensigtsmæssig parkering og afsætning/afhentning af elever. Samsøgades Skole har derfor foreslået, at ensretningen i Hjarnøgade blev vendt, så adgangen for forældre til afsætningspladser i den øverste del af Hjarnøgade blev mere direkte. Derfor vender Teknik og Miljø ensretningen som ønsket, så adgang til Hjarnøgade for fremtiden bliver fra Samsøgade og udkørsel til Thunøgade.
Den nuværende afsætningsplads og tidsbegrænsede P-pladser i den øverste del af Hjarnøgade bibeholdes, ligesom skråparkeringen i øvrigt blot vendes, så den passer med den nye kørselsretning.
Arbejdet med at lave ny skiltning og opstribning vil ske i uge 40 og 41. Arbejdet vil tage 1-2 dage, men vi kan desværre ikke komme med en mere præcis tidsplan, da det kræver tørvejr at male striber. Der vil blive opsat tydelig afspærring, når arbejdet går i gang.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til undertegnede.
MvH.
Jesper Frandsen
Civilingeniør
T + 41 85 98 04
E jfra@aarhus.dk