Regler og vilkår for leje af lokaler

Senest opdateret november 2024

HVEM KAN LEJE LOKALER I BEBOERNES HUS

Lokalerne i Beboernes Hus kan lejes af personer, som er fyldt 21 år og som er bosiddende i Aarhus Kommune. Der udlejes ikke til ungdomsfester u.21 år, uanset voksenopsyn. Kun undtagelsesvis udlejes lokaler til firma/ personalefester. Endvidere skal lejer være medlem af Beboerforeningen for Øgadekvarteret på lejetidspunktet. Medlemskab kan tegnes og betales via hjemmesiden.

AFHENTNING AF NØGLE, DEPOSITUM, KVITTERING FOR ACCEPT AF REGLER OG VILKÅR

Afhentning af nøgle skal ske i Beboernes Hus torsdagen før lejemålet mellem kl. 16 og 18, hvor der gives en gennemgang af lokalet/lokalerne, som lejemålet omfatter. Ved samme lejlighed betales et depositum på kr. 2.000,- pr. MobilePay. Lejer skal oplyse kontonr. til tilbageføring af depositum. Lejer bliver endvidere bedt om at kvittere for nøgle og alarmbrik samt accept af ’Regler og Vilkår’.

PARKERING

Der udleveres daterede billetter til gæsteparkering (2 stk. pr. dato v. lejemål i Salen og 1 stk. pr. dato v. lejemål i Storstuen), som gælder for P-pladser mellem Beboerens Hus og ’Vores Sted’. Koden til kædelåsen på lågen til legepladsen er 2220. Vær opmærksom på, at parkering er forbudt i Livøsmøgen, og at P-pladserne på modsatte side af Beboernes hus er private.

DEPOSITUM

Tilbagebetaling af depositum sker senest 14 dage efter lejemålet, under forudsætning af,
at oprydning er foretaget, og lokalerne er blevet gjort klar til rengøring ved lejemålets ophør,
at udleverede nøgler og alarmbrik er afleveret i POSTKASSEN ved lejemålets ophør,
samt at der ikke er modtaget dokumenterede klager over støj fra naboer.
Depositum eller dele deraf bliver tilbageholdt, hvis der er modtaget dokumenterede klager fra naboerne/beboerne i området, hvis politiet har været tilkaldt, hvis der er opstået skader på inventar, eller hvis alarmselskabet har skullet foretage unødvendig udrykning under lejemålet.

ALARM

Beboerhuset er sikret mod indbrud via et alarmsystem. Ved nøgleafhentning torsdag bliver du informeret om brug af alarmsystemet. Husk at lukke vinduer og låse døre, inden du forlader det lejede.
Weekendvagt: Der er tilknyttet en lokal beboer som NØDVAGT, som kan tilkaldes i kritiske situationer, f.eks. hvis en sikring skulle gå. Tlf.nr. til weekendvagt: 89801122 (omstilling).

LOKALER OG INVENTAR

Beboernes Hus råder over to lokaler:
STORSTUEN på 1. etage (mål ca.4m x 8m) på 37m2 er godkendt af brandmyndighederne til 25 pers. Der er tilstødende køkken og brandtrappe samt 2 toiletter. Lejemålet giver lejeren adgang til Storstuen via hovedindgangen fra udenomsarealet, trappeopgangen til 1. etage samt repos og 2 toiletter. I Storstuen findes 7 stk. opstablede borde (mål 90 x 140 cm) samt 25 stole. Køkkenet har udstyr og service til 25 personer. Der findes musikanlæg til stik/iPod. Der er udgang til brandtrappen fra Storstuen og fra køkkenet.
SALEN i stueetagen (mål ca.11,4m x 10,3m) på 118m2 er godkendt af brandmyndighederne til 80 pers. med tilstødende køkken og brandudgang. Lejemålet giver adgang til Salen fra udenomsarealet via hovedindgangen til foyeren med 3 toiletter. Der findes service til 80 personer. Til salen hører 17 sammenklappelige borde (mål 183 x 75 cm) og 80 stk. opstablede stole. Der findes kraftstik, musikanlæg til stik/iPod samt storskærm i aflåst skab. Nøgle til sidstnævnte kan lejes.

Begge køkkener har ovne, køleskab/frys, opvaskemaskine og kaffemaskine. Der forefindes køkkenknive, gryder, potter og pander samt kaffefiltre, sæbe, opvasketabs og affaldssække. Husk selv proptrækker, øloplukkere, viskestykke og karklude. BEMÆRK: der må ikke bruges farvede papirduge og/eller guirlander af hensyn til risiko for afsmitning på møbler og gulve. Læg venligst besked i køkkenet om evt. skader (ituslået glas f.eks.)
På toiletterne forefindes toiletpapir og papirhåndklæder samt puslebord.
Der er trådløst internet til rådighed – se kode på opslag på væggene.

RENGØRING

I lejen inkluderes slutrengøring efter festen, som omfatter gulvvask samt rengøring af toiletter.
Som lejer skal du sørge for almindelig oprydning, inden du forlader lejemålet. Dvs. du skal:
Aftørre borde og stille borde og stole på plads
Feje gulvet i det lejede område, inkl. køkken og gangarealer
Tømme opvaskemaskinen, stille service på plads
Rengøre køleskabe, komfur samt ovne
Sortere affald og tømme indendørs skraldespande samt udendørs askebægre og skraldespande.
Containere til affaldssortering findes ved indkørslen til Livøsmøgen fra Sølystgade.
Såfremt oprydning og/eller del af rengøringsarbejdet ikke er udført tilfredsstillende, trækkes for ekstra rengøring efter følgende retningslinjer:

  • Hvis det som følge af lejerens dispositioner ikke har været muligt for rengøringsfirmaet at påbegynde rengøringen ved lejemålets ophør.
  • Hvis der efterlades ekstremt snavsede gulve, skomærker, vinpletter, stearinpletter på gulve o.lign.
  • Hvis der efterlades snavsede ovne, komfurer, køleskabe eller bordplader. Der benyttes fotodokumentation.

Beboerhuset afgør, hvorvidt der skal trækkes i depositum. Såfremt du er uenig i afgørelsen, kan der rettes henvendelse til bestyrelsen, der vil behandle klagen på førstkommende bestyrelsesmøde.

MUSIKREGLER OG STØJ

Af hensyn til Beboerhusets naboer holder vi strengt på,
at der ikke må spilles elektrisk forstærket musik på plænen,
at døre og vinduer skal være lukket, når der spilles indendørs musik,
at levende musik slutter kl. 01:00 /søndage kl. 24.00,
at kl. 02:00 slutter alle former for musikudfoldelse samt anden støjende adfærd, søndage dog kl. 24.00,
at indendørs møblement ikke må stilles ud/bruges på plænen.

ANVENDELSE AF DE GRØNNE OMRÅDER

De grønne områder omkring Beboernes Hus er offentlige og kan benyttes af alle beboere i området såvel som af dig og dine gæster. Det betyder samtidig, at du ikke kan reservere de grønne områder i forbindelse med din fest. I øvrigt må der ikke afbrændes fyrværkeri, og der må ikke tændes bål på udenomsarealerne. Hvis der medbringes udstyr til f.eks. udendørs madlavning, skal dette fjernes ved lejemålets ophør.

ANSVAR OG ERSTATNINGSPLIGT

Som bruger af husets lokaler er du erstatningspligtig overfor evt. skader forvoldt af dig selv, dine gæster eller andre, som du har givet adgang til det lejede område. Beboerhuset yder ikke erstatning ved pludselig opståede skader ved brug af inventar og bygning under et lejemål.