Status på ladcyklerne

Beboerhuset har 2 ladcykler, som foreningens medlemmer kan booke via hjemmesiden. De 2 ladcykler var i weekenden igennem en forårsrengøring, så de er blevet frisket op og klar til endnu en sæson. Kæderne blev renset og smurt, og snavs blev skrubbet væk.

Cyklerne bruges flittigt af foreningens medlemmer. Siden indvielsen i august 2020 er der foretaget ikke mindre end 1400 bookinger alt i alt. Det vidner om, at cyklerne bringer meget stor værdi til vores medlemmer, og det er vi naturligvis meget glade for.

Forårsrengøringen gav samtidig anledning til et grundigt eftersyn af cyklerne, hvor vi også kunne konstatere, at den flittige anvendelse af cyklerne slider en del på dem. Ladcyklerne efterses af et lille team af ladcykelmanagers, som i skrivende stund består af 4 personer. En bøn fra os til de af foreningens medlemmer, som benytter cyklerne, er, at fejl og mangler indrapporteres via ladcykeltelefonen, så vi kan få cyklerne på værksted efter behov. Det gøres ved at ringe til tlf. nr. 89801122 og taste 3 for ladcykler. Her kan der lægges besked på en telefonsvarer, som dagligt aflyttes. For at sikre at cyklerne til enhver tid er fuldt funktionsdygtige og forsvarlige at køre på, håber vi, at I vil hjælpe os med at indrapportere fejl og mangler, når I opdager dem.

Hvis du har lyst til at tage del i tjansen som ladcykelmanager, er du også velkommen til at lægge besked. Det er et beskedent, men hyggeligt arbejde, og vi kan altid bruge flere hænder.

God jul og tak for i år

Efter vi lavede plakaten kom der nye Corona restriktioner, så vi kan først åbne den 5. januar. (Hold øje med hjemmesiden og Facebook, hvis der skulle komme ændringer igen.) God jul og rigtig godt nyt år fra alle os frivillige i Beboernes Hus. Og lad os håbe at 2022 bliver året hvor vi får helt styr på Coronaen.

Frivillig til julemarked

Det er snart tid til vores julemarked, 4.-5. december kl. 11-17, og vi kunne godt bruge lidt hjælp fra vores gruppe af frivillige. Din hjælp bliver at gå til hånde i køkkenet, baren eller andet. Hvis der er nogle af opgaverne du ikke har lyst til skal vi nok finde noget andet til dig.

Vi har valgt at dele dagene op i fire blokke. Lørdag formiddag, lørdag eftermiddag, søndag formiddag og søndag eftermiddag.

Vi har mest brug for hjælp lørdag eftermiddag og søndag formiddag, men al hjælp er dejligt.

Så vi håber at nogle af jer vil hjælpe til i nogle timer. Send en mail til: beboerneshus@gmail.com og skriv hvornår du kan hjælpe til.

Og hvis du ikke kan hjælpe til denne gang, så håber vi at vi ser dig som besøgende til vores fine julemarked.

M.v.h.

Beboerneshus

Forfatteraften d. 28.10. kl. 19.30

Vi minder om forfatterarrangement d. 28.10. kl. 19.30

Står vi alle på tæer under vand – snart?!

En aften med Mette Reinhardt Jakobsen & Daniel Boysen.

Kom og få et ord med på vejen!

Glem ikke Beboerforeningens spændende arrangement torsdag d. 30.9. kl. 19.30

En aften med fokus på forlaget MODTRYK,

Et banebrydende og revolutionerende forlag, som så dagens lys 1972.

Kom og hør om de nye tider i de ”gamle dage” i forlagsbranchen, om pionerforlaget i ”vores kvarter”,
der blev startet  af revolutionære ildsjæle i og omkring Ø-gadeområdet.

Først et forlag udelukkende for faglitteratur, siden kom også socialistisk bogklub og fiktionen.

Vi får besøg af Carsten Vengsgaard, Knud Mahler og Svend Aage Petersen, som vil fortælle og svare på spørgsmål.

Tak for en dejlig fest

Kære alle sammen,

Jamen, hvor var det skønt at være med til årets sommerfest!

Fra fredag eftermiddag sammen med en masse hænder, som rejste pavilloner og telt og forberedte festmiddag, satte scene op o.s.v.
– og fra lørdag morgen med morgenmad og kaffe i gaden – og mange gæve beboere bænket,
– til eftermiddagen med kastevinde og ekstra barduner, og gang i boder, turkort til 100 børn som susede rundt til fiskedam, pølser og popkorn,
– dartboden og beboerboden med middags-billetter og medlemstegning – til Vibekes smukke stole-maleprojekt,
– Bodil i farverige gevandter, som annoncerede programmet, Jesper Grønkjær som fyldte teltet med jublende børn og voksne,
– bluesbaren – som kunne køre uden Poul Gregersen der blev ramt af sygdom – heldigvis dukkede han op med Bente om eftermiddagen,
– kagekonkurrencen som igen-igen blev vundet af Xenia med en blå himmelstormende kage med stjerneskud,
– den skønne festmiddag som næsten 200 beboere kunne nyde til Esters smukke sang,
– og så øl-og vinbaren som rakte drikkevarer over disken i lyntempo, inden musikken tog over i salen og dansen kunne begynde – og ikke slutte før sent i nat.
Et brag af en fest.
– og så fedt at mødes et sejt hold søndag, fortælle anekdoter fra festen – og rydder op,

Tak til de mange, mange frivillige, som bidrog til denne Øgadernes største fest i årevis.
Dejligt at mødes og være sammen – det har vi savnet.
Jeg håber vi mødes igen til beboerhusets store blandede efterårsprogram med fællesspisning, forfatteraften mm.
Hold jer orienterede på www og FB og se opslag i gaderne.

Bestyrelsen